Havet

Ved daggry omslutter det vældige, blå hav den sandede kyst. Blide bølger skyller ind over glatte småsten med en blød, rytmisk sang.

Langsomt begynder vandet at trække sig tilbage og glide væk fra sandklitterne. En ny, skjult verden begynder at komme til syne.

Glinsende skaller og skjulte tidevandspytter dukker frem fra dybet. Små havskatte ligger og venter i den varme morgensol.

Ved eftermiddagstid har havet trukket sig langt, langt tilbage. Stranden er bred og varm, og små krabber piler hen over det tørre sand.

Måger svæver ned for at hvile sig på de store, tørre sandbanker. De leder efter godbidder i de lave vandpytter, som det fjerne hav har efterladt.

En kølig brise fejer pludselig hen over den brede strand. Langt ude i horisonten begynder det stille hav at røre på sig.

Med en sagte rumlen begynder de første små bølger at rulle tilbage. Køligt vand skyller frem og kysser det varme, tørre sand.

De brusende bølger fylder de tomme tidevandspytter og skyller ind over de glinsende skaller. Langsomt begynder den brede sandstrand at forsvinde.

Vandet stiger og skvulper ind over klipperne. Snart er sandstranden næsten helt dækket af de dybe, kølige bølger.

Ved aftenstid er havet helt hjemme, dybt og blåt. De kølige bølger skvulper atter blidt mod de høje klitter.

Under den stjerneklare nattehimmel gør vandet sig klar til at trække sig tilbage endnu en gang. Havets endeløse dans stopper aldrig.

To gange hver eneste dag trækker det store hav sig tilbage og vender hjem igen. Denne trofaste rytme bringer fred til kysten, gang på gang.