Frø

Dybt nede i den kølige, stille jord lå et lille frø trygt i mørket. Det lå varmt og sikkert og drømte slet ingenting.

Pludselig genlød en sagte banken ovenfra. Kølige regndråber trængte ned i jorden og kildede blidt det sovende frø.

En varm, gylden solstråle trængte gennem den mørke jord. Den hviskede til frøet og fortalte det, at det var tid til at vågne.

Det lille frø mærkede pludselig en bevægelse indeni. Med et lille *pop* strakte det en bleg rod ud for at holde fast i den mørke, lune jord.

Derefter skød den en lille, modig grøn spire opad. Den bitte stængel snoede og maste sig forbi hårde småsten i jorden.

Den mørke jord blev tung, og en kæmpemæssig sten spærrede vejen. Den lille spire stoppede op; den følte sig træt og bange.

Med mindet om det varme lys samlede den lille spire sine kræfter. Den bøjede sig langsomt og snoede sig udenom den tunge, genstridige sten.

Med den store sten bag sig voksede spirren højere og højere. Den mørke jord begyndte at føles varmere og lettere.

Lige ovenover begyndte jorden at slå revner. Et klart skær strømmede ned og viste den lille spire vej gennem det allersidste lag jord.

Pop! Den lille grønne spids brød lige op gennem jorden. For første gang mærkede den den kølige, friske luft fra omverdenen.

Den lille spire strakte sig højere og nød det varme solskin. Den mærkede en mild brise danse hele vejen rundt om sig.

Den lille spire foldede to bitte små, grønne blade ud for at hilse på solen. Den var endelig hjemme i det vide, smukke lys.