Dag og nat

Lille Jord snurrede lykkeligt rundt i det varme, klare solskin. Hun elskede den muntre dag, svøbt i sit bløde sky-tørklæde.

På hendes grønne bakker legede søvnige kaniner og travle bier i det gyldne lys. De ønskede, at den lykkelige dag aldrig ville ende.

Jorden elskede hendes varme, strålende ansigt, men hun havde en vældig dans, der skulle udføres. Hun begyndte langsomt at dreje rundt i det dybblå verdensrum.

Mens Jorden drejede rundt, strakte lange skygger sig hen over græsset. Dyrene så solen synke lavere og følte sig en smule bekymrede.

Jorden vendte sig sagte væk fra den gyldne sol. Et varmt, orange skær malede himlen, idet dagen begyndte at svinde.

Nu bar Jorden sin mørkeblå nathue, der var dækket af tindrende stjerner. Hun viste dyrene, at natten var blid og stille.

En søvnig lille bjørn rystede i den kølige natteluft. "Hvor er det varme lys blevet af?" hviskede han ud i mørket.

En lille, modig ugle bredte sine vinger ud og fløj højt op på den mørke himmel på jagt efter den forsvundne sol.

Da den lille ugle fløj højt over skyerne, gispede den. Solen var ikke gået ud; den skinnede stadig klart på den anden side af Jorden!

Den lille ugle dalede ned mod den mørke skov igen, ivrig efter at dele den vidunderlige hemmelighed om det endeløse gyldne lys.

Dyrene krøb tæt sammen, glade for at vide, at solen altid var der. De lukkede øjnene i det hyggelige, fredelige mørke.

Jorden drejede sig sagte i den stille nat. Hendes venner sov trygt i visheden om, at den varme sol altid ventede på dem.