Huler og deres skabninger

Dybt under den urgamle skov sover en stille hule. Små fårekyllinger og søvnige salamandere hviler på fugtige sten og venter på natten.

Pludselig fejer en lun brise gennem de mørke tunneler. Den bærer den søde duft af natblomster med sig fra verdenen langt deroppe.

De nysgerrige huleboere vågner og strækker sig. Sammen beslutter de sig for at følge den hviskende vind op i det ukendte.

De klatrer opad gennem snoede, bælgmørke gange. Mens de mærker de glatte stenvægge, lærer de at stole på mørket.

Hver lyd er højere her i dybet. De lytter opmærksomt til den jævne dryppen af vand og bruger ekkoet til at vejlede deres små skridt.

Pludselig får en høj rumlen hulens vægge til at ryste! En byge af små sten falder ned fra loftet og spærrer deres hovedvej.

Gennem støvet viser sig et blødt, smukt grønt skær. Små pletter af selvlysende mos oplyser en smal, skjult sti.

Mens de maser sig igennem den smalle sprække, hjælper de små opdagelsesrejsende hinanden videre. Det lysende mos maler deres vej i en varm, tryg grøn farve.

Den smalle sprække åbner sig ud til et enormt, skjult rum. Højt oppe begynder glitrende krystaller at funkle som stjerner i mørket.

Tusindvis af små, lysende insekter flagrer rundt om krystallerne. Den mørke hule er nu fyldt med et varmt, magisk lys.

De små eventyrere hviler under den glitrende kuppel, badet i deres smukke verdens varme, magiske skær.

Med glade hjerter ved de, at de aldrig vil frygte mørket. Selv på de dybeste steder venter et smukt lys altid på at vise dem vej.