Ventemånederne

Hver aften, når stjernerne begyndte at glimte, krøb et lille barn tæt ind til mor. Inde i hendes runde mave voksede en lille hemmelighed.

Barnet pressede en varm kind mod den bløde mave og lyttede opmærksomt til de små, blide banken derinde.

”Jeg skal være storesøskende,” hviskede barnet ud i det stille rum og lukkede øjnene for at drømme om fremtiden.

De forestillede sig at lære barnet at stable træklodser højt og at finde det blødeste, grønne mos i haven.

I løbet af dagen øvede barnet sig på det, det havde lært, og viste sin bamse, hvordan man deler legetøj og holder i hånd.

Mens ugerne sneg sig af sted, blev mors mave endnu rundere. Barnet markerede hver dag, der gik, i en farverig kalender.

Nogle gange føltes ventetiden meget lang. Barnet kiggede ud på de faldende blade og spekulerede på, hvornår den nye ven ville komme.

De hjalp med at gøre børneværelset klar og lagde et blødt, strikket tæppe i den lille vugge ved vinduet.

En stille nat stødte en pludselig, kraftig bevægelse mod barnets øre. Det føltes som en lille, hemmelig hilsen indefra.

”Bare rolig,” hviskede barnet tilbage til den varme bule. ”Jeg skal lære dig at jage sommerfugle og holde dig i sikkerhed, når det regner.”

Den lange ventetid var næsten forbi. Det store søskende faldt i søvn den aften og drømte om de skønne eventyr, der ventede forude.

Endelig var ventetiden forbi. Mens det stolte store søskende holdt en farvestrålende klods frem, så den lille baby kunne se den, hviskede det: "Det er her, vi begynder."