Bedstemors papirtraner

Kenji stirrede ud over det glitrende hav og savnede sine fætre og kusiner, der boede langt væk. Bedstemoren smilede varmt og rakte ham et kvadratisk stykke knaldrødt papir.

Med en sagte hvisken forklarede bedstemoren, at tusind foldede traner kunne bære deres dybeste håb hen over det brede, glitrende vand.

I begyndelsen kludrede Kenjis fingre, og han kom ved et uheld til at rive en sart papirvinge i stykker.

Bedstemor førte tålmodigt Kenjis hænder og viste ham, hvordan han skulle glatte kanterne ud og perfektionere hver enkelt skarp fold.

Langsomt begyndte nogle få farverige papirtraner at danne en række på bordet, hver især bærende på et stille ønske.

Snart var deres stille værelse fyldt med en farvestrålende flok papirfugle, der hver især bar på et hemmeligt ønske.

De farverige traner hang ned fra loftet som en regnbue, klar til at bære deres kærlighedsbudskaber over havet.

Bedstemor åbnede vinduet på vid gab og lod den friske havbrise strømme ind, mens de beundrede deres smukke, farverige kreation.

Pludselig fejede et kraftigt vindstød ind gennem vinduet og spredte deres dyrebare papirtraner ud mod det oprørte hav.

Kenji greb fat i bedstemors hånd, mens de samlede de spredte traner op; han nægtede at lade den stormfulde vind ødelægge deres hårde arbejde.

Vinden fik fat i papirfuglene og løftede dem højt op mod den gyldne himmel, hvor de begyndte at svæve som rigtige væsner.

Bedstemoderen holdt Kenji tæt ind til sig, mens de så tranerne flyve. Hun vidste, at deres kærlighed havde krydset det stille hav og bragt familien tættere sammen end nogensinde før.