Elefantungen

Lille Ellie stirrede ned på sin lange, slappe snabel. Den føltes som en dinglende nudel, og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med den.

Hun så sin enorme mor føre sin egen stærke snabel yndefuldt gennem det høje savannegræs for at plukke søde blade.

Under den varme, gyldne sol nåede Ellie og flokken frem til et glitrende vandhul. Hun var så tørstig!

Ellie dyppede sin bevægelige snude ned i det kølige vand, men hun plaskede det ud til alle sider i stedet for at drikke af det!

Hendes mor skubbede forsigtigt til hende og viste hende, hvordan man øser op. Ellie trak vejret dybt, men hun pustede kun fjollede bobler!

Med endnu et forsigtigt forsøg sugede Ellie det kølige vand op og sprøjtede det direkte ind i munden. Hun klarede det!

Pludselig lød der en høj raslen fra de tætte buske i nærheden, og en farvestrålende flok fugle fløj op i luften!

Flokken begyndte at bevæge sig hurtigt hen over den tørre slette og hvirvlede tykke skyer af gyldent støv op.

Ellie følte sig lille og bange, mens flokkens enorme ben marcherede som grå søjler gennem det tykke, gyldne støv.

Hun rakte snablen ud og snoede den stramt om sin mors hale, mens hun holdt godt fast, mens de gik sammen.

Vinden løjede af, og den støvede sti førte dem ind i en stille, grøn lund med skyggefulde træer, hvor det var sikkert at hvile sig.

Ellie rørte ved sin mors snabel som en varm hilsen. Hun vidste nu endelig, at hendes snabel var perfekt til at drikke, holde fast og give søde elefantkram.