Havens ræveånd

Ren elskede den stille have bag huset, hvor mosset voksede som bløde tæpper, og stenlygter stod som tavse vogtere.

På det sidste havde en mærkelig fornemmelse hvilet over haven. Små, lysende poteaftryk dukkede op i mosset og førte hen mod kirsebærblomsterne.

En stjerneklart nat fulgte Ren et spor af glitrende blåt lys dybt ind i haven, lige hen til hulheden i det ældste træ.

Inde i hulheden sad en lille ræv med tre lysende haler. Det magiske væsen skælvede og kiggede op med bekymrede, klare øjne.

Den lille ånd havde mistet sin dyrebare stjerneædelsten, og haven var begyndt at visne. Ren lovede at hjælpe med at finde den.

Sammen gennemsøgte de skyggerne, løftede tunge sten og kiggede omhyggeligt ind under de tornede brombærranker.

Ren holdt forsigtigt de tornede grene til side for at beskytte den lille ræv og delte derefter en sød riskage med den for at holde modet oppe.

Den forsvundne stjerneædelsten glødede dybt nede i den mørke havedam. Den lille ræv klynkede; den var for bange for det kolde vand til at dykke ned.

Ren trak vejret dybt og modigt, knælede ved den glatte dam og løftede forsigtigt den lysende ædelsten op med et langt, solidt blad.

Ren rakte den lysende ædelsten tilbage til den lille ræv. Øjeblikkeligt skyllede et varmt, strålende lys ind over hele haven.

Haven sprang ud i et strålende, magisk flor. Den glade kitsune dansede og efterlod sig et spor af glitrende stjernestøv.

Ren vidste, at selv de mindste, usynlige væsner fortjente venlighed. Hver nat lå der en lækkerbisken og ventede ved det gamle kirsebærtræ.