Månen

Højt oppe på den fløjlsbløde himmel smilede månen ned til skoven. Han elskede at lyse klart og fuldt i sin stjernebesatte sovehue.

Han kastede et blødt, sølvagtigt skær over den sovende skov og fik natten til at føles tryg og varm for sine dyrevenner.

Men snart sneg en skygge sig hen over hans sølvfarvede ansigt, og månen skrumpede ind til en nydelig halvcirkel. Han spekulerede på, om han var ved at forsvinde.

Selv som halvmåne gjorde han sit bedste for at oplyse stierne og tippede sin stjernebesatte hue for at vise en hjortefamilie vej.

Som nætterne gik, blev han til en slank, sølvfarvet seglform, buet som et strålende smil i mørket.

Selvom han var lille, lyste han af alle kræfter. De små ugler kvidrede, glade for hans blide lys i seglform.

Han vidste, at han blev mindre, men han holdt sin stjernebesatte hue lige og vågede stolt over sine venner i skoven.

Endelig kom natten, hvor månen blev helt mørk og skjulte sit ansigt på den dybe, fløjlsbløde himmel.

Selvom han var usynlig, mærkede han stadig sin solide, kraterfyldte skikkelse under den lune hue. Han lyttede med glæde til sine venner, der hviskede nedefra.

Med et lykkeligt suk begyndte månen at vokse og lyste atter klart og fuldt over den glade skov.

Han indså, at uanset om han var en lille segl eller en stor, lysende cirkel, var han altid den samme måne.

Tryg og elsket skinnede månen lykkeligt under de tindrende stjerner – altid den samme ven for den stille skov nedenfor.