Frida Kahlo: Maleren af sit eget liv

Frida sad oprejst i sit stille værelse med det skadede ben stukket ind under dynen. Hun sukkede og drømte om et stort eventyr.

Hendes far kom med en trækasse med maling til hende. Da Frida dyppede penslen i solskinsgult, begyndte et varmt, gyldent lys at brede sig.

Med et grønt strøg skød enorme jungleblade frem fra væggene. En farvestrålende fugl baskede forbi lige ved hendes seng.

Hun malede en træbro og trådte direkte op på den. Venlige aber svingede sig i slyngplanterne og pludrede en glad velkomst.

Dybt inde i junglen malede hun en funklende blå flod. Glitrende fisk sprang gennem luften og efterlod sig spor af stjernestøv.

Hun malede en stige af kæmpeblomster, der strakte sig op mod himlen og klatrede højere og højere op i skyerne.

Øverst over skyerne malede hun en himmel med hvirvlende, gyldne stjerner. Hver enkelt glødede som en varm lanterne i den mørkeblå nat.

Pludselig sneg en kold, grå tåge sig hen over stjernehimlen og truede med at skylle alle de smukke, glødende farver væk.

Frida nægtede at lade den grå tåge stoppe sig. Hun dyppede penslen i flammende orange og klar pink for at male en varm sol.

Den malede sol brød igennem den grå tåge og fik den til at smelte væk. Varmt lys strømmede endnu en gang ud over hendes smukke, magiske verden.

Langsomt blegnede den malede himmel og jungle og bar nænsomt Frida tilbage til hendes hyggelige soveværelse. Men de klare farver blev tilbage på hendes lærred.

Frida smilede og holdt godt fast i sin pensel. Hun vidste, at hun aldrig for alvor sad fast, for hendes fantasi kunne flyve hvorhen som helst.